”Først købte jeg en Komatsu PC50. Den skiftede jeg ud med en Komatsu PC55. Og den har jeg nu solgt til Scantruck og i stedet fået en ny Komatsu PC58MR-5. Tallene i modelbetegnelsen er blevet lidt højere, men det er stort set samme maskine, bare nyere med de opdateringer, der er kommet hen ad vejen”.
Der er lidt vanedyr over anlægsgartner Kim Lundager i Vildbjerg en lille snes kilometer nordvest for Herning. Når nu maskinen har den helt rigtige størrelse til de opgaver, der er flest af, hvorfor så ikke bare skifte til en af samme slags?
Det har Kim Lundager gjort for anden gang og dermed sat sig i sin tredje 5,5 tons Komatsu-minigraver. Den kan se frem til mange forskellige opgaver, uden at blive overbelastet.
”Det er ikke fordi, vi slider maskinerne op. Den første Komatsu nåede omkring 3800 timer på ti år. Den næste, PC55’eren, havde vi i seks år, hvor det blev til 2500 timer. Det kører mange mingravere jo på halvandet til to år. Men vi graver jo ikke fra morgen til aften. Maskinen er i aktion måske et par timer eller tre. Så kan den hvile sig, mens vi laver andre ting”, fortæller Kim Lundager.
Meget på lidt plads
I langt de fleste tilfælde er det anlægsgartneren selv, der sidder i førersædet, og derfor er han meget bevidst om maskinens kvaliteter og muligheder. En ganske beskeden bagende er en stor fordel, når der skal arbejdes i haver og rundt om bygninger. Det gør Vildbjerg-firmaet i stort omfang.
”Minigraveren kan flytte meget på lidt plads. Jeg bruger den til både at dele sand rundt, lægge muld ud og gøre klar til græs. Den er også i sving, når der skal hives gamle fortovsfliser op, og så har jeg mulighed for at smide fliserne direkte op på en lastbil. Det gør processen nemmere”, forklarer Kim Lundager.
Den nye Komatsu har netop taget en tørn i en have på firmaets hjemmebane i Vildbjerg, hvor Kim Lundager og hans mandskab har været tilkaldt til en lang række huse i en ny udstykning. Derefter skal der laves jordarbejde til et større græsanlæg og så et andet have-projekt.
Græs ved kæmpesygehus
I fjor rundede Kim Lundager de første 20 år med sit anlægsgartnerfirma. Selv har han 40 år på timetælleren, og dermed har han været selvstændig anlægsgartner i halvdelen af livet. Han er udlært ”grå anlægsgartner” og er absolut mest til nyanlæg med små og store flisegange og udearealer også i den store målestok. Det er ham og hans folk, der står bag omkring 80.000 kvadratmeter græs ved det nye kæmpesygehus i Gødstrup ved Herning.
Det bliver typisk til godt og vel 50 timer om ugen for ham selv. Nogle af dem i minigraveren, som er med til at sikre, at jord- og flisearbejde ikke slider anlægsgartneren ned før tid. Firmaet er godt udrustet med maskiner og materiel til at lægge kræfter til de tunge opgaver.
Da Komatsu-forhandleren Scantruck A/S afleverede Komatsu PC58MR-5’eren i Vildbjerg, var der monteret den helt store Engcon-pakke, tiltrotator med DC2-styring og MIG-joystick, EC-Oil hurtigskift, samt også en Engcon-fejekost.
Kim Lundager valgte hurtigskiftet for netop at få EC-Oil-løsningen. EC-Oil giver mulighed for at afmontere rotortiltet inde fra gravemaskinens kabine. Som ekstra bonus sikrer det også rotortiltet imod unødigt slid.