Stark Udlejning opruster med 40 nye lifte i ét hug
04-11-2016 Stark Udlejning opruster med 40 nye lifte i ét hug

Samtlige 40 Manitou-lifte var hyldevare hos den danske forhandler Scantruck


Byggevarekæden Stark gør selv en dyd af at have varerne på hylderne, når kunder skal bruge dem. Derfor var det en tilpas chef for Stark Udlejning, Gudmundur Ægisson, der gik på indkøb hos den danske Manitou-forhandler Scantruck med ikke færre end 40 splinternye lifte indkøbssedlen. Han kunne nemlig hive samtlige 40 lifte ned af hylderne.

”Selv om det er et stort antal maskiner, har vi ikke haft behov for at bestille nogen af dem hjem. De er taget fra hylderne”, fortæller sælger Michael Lehnshøj i Scantrucks sjællandske afdeling i Ringsted.

Storindkøbet af Manitou-lifte er en klokkeklar markering af, at der er sat turbo på udlejningsdelen i Danmarks største tømmerhandel. Stark har været med på udlejningsmarkedet i mange år, men uden at gøre stort væsen af sig. For fem år siden blev Gudmundur Ægisson ansat som udlejningschef, og Stark Udlejning har nu ti afdelinger på Sjælland med 15 medarbejdere og i omegnen af 2500 enheder.


Storindkøb ét sted

”Tidligere har vi haft forskellige leverandører af maskiner og materiel. Nu er vi så store, at vi er nødt til at ensrette for at udnytte mulighederne optimalt. Derfor køber vi stort ind af lifte ét sted. Scantruck har vist, at de kan opfylde 90 procent af vore ønsker til stort materiel. Det forenkler den daglige service af maskinerne, og mine medarbejdere skal kun ringe ét sted hen for at få support. Vi har faste kontaktpersoner hos Scantruck, som tillige har det nødvendige udvalg af maskiner til at hjælpe os med at udvikle os”, siger Gudmundur Ægisson.

I det daglige handler det os Stark Udlejning om alt muligt professionelt grej fra batteriboremaskiner til store bomlifte.

”Vi er skarpe til her-og-nu-udlejning. Kunderne er alle grupper af professionelle håndværkere, men også private. Som det eneste udlejningsfirma har Stark Udlejning åbent 24 timer i døgnet 365 dage om året i en af vore afdelinger. Nemlig i Stark City i Københavns Sydhavn”, fortæller udlejningschefen.


Betragtelig forøgelse

De 40 nye Manitou-lifte er dels fornyelse og dels forøgelse.

”Vi rydder op i lift-parken og øger samtidig antallet betragteligt. Vi har købt 36 nye saxlifte fra seks til 12 meter og fire nye bomlifte fra 16 til 28 meter. Og så har Scantruck også lige forsynet os med en ny 11 meter Manitou-teleskoplæsser. Saxlifte er et must-have for udlejningsfirmaer, og Manitou-liftene er ukomplicerede at betjene. Det er vigtigt med mange forskellige brugere”, siger Gudmudur Ægisson.

Stark Udlejning stationerer en tredjedel af de mange nye lifte fast i nogle af afdelingerne. Størsteparten placeres i hovedafdelingen på Frederiksberg og køres ud herfra direkte til kunderne.

 

Udlejningschef Gudmundur Ægisson (til venstre) købte stort ind af nye Manitou-lifte hos Scantruck. Og sælger Michael Lehnshøj kunne levere uden irriterende ventetid. Samtlige 40 lifte var nemlig på lager.
Håndslag på en handel, som i bogstavelig forstand giver Stark Udlejning et lift. Udlejningschef Gudmundur Ægisson (til højre) og Scantruck-sælger Michael Lehnshøj giver pote på 40 Manitou-lifte ved Scantruck i Ringsted.
Tilbage