Mr. Manitou gav stafetten videre
04-10-2016 Mr. Manitou gav stafetten videre

350 var med da Finn Lehnshøj takkede af hos Scantruck efter 17 år

17 år med distriktschef Finn Lehnshøj om bord på Scantruck-skuden er ikke gået sporløst hen – hverken for Finn Lehnshøj eller for Scantruck. 

Det blev markeret på tydeligste vis, da den sjællandske Mr. Manitou takkede af for at gå pension. Dels blev afskedsreceptionen hos Scantruck i Ringsted et imponerende tilløbsstykke af kunder, venner og familie. Omkring 350 gæster fandt i løbet af dagen vej for at hilse på og ønske god vind fremover. Og dels rystede Scantruck-direktør Bo Sundroos anekdoter ud af ærmerne i en lind strøm i sin tale til Finn Lehnshøj. Ingen kunne være i tvivl om, at det absolut ikke har været kedeligt at være ansat hos Scantruck i Lehnshøj-årene.

Det var da også en tydeligt bevæget Finn Lehnshøj, der takkede for talen og erklærede, at han vil komme til at savne såvel kunder som kolleger. Men samtidig gav Mr. Manitou udtryk for, at han var klar til at give stafetten videre til sønnen Michael Lehnshøj, som i begyndelsen af året rykkede ind i salgsstaben hos Scantruck – naturligvis med Manitou som speciale.

Ganske karakteristisk for Lehnshøj-familien benyttede junior da også lejligheden til lige at få afleveret en splinterny Manitou MRT 2550 rotations-teleskoplæsser til Slagelse Liftudlejning. Michael Lehnshøj har helt fra barnsben arvet æren i at servicere og rådgive kunderne bedst muligt fra sin far.

 

Mr. Manitou, Finn Lehnshøj, var tydeligt bevæget, da omkring 350 gæster rykkede ind hos Scantruck i Ringsted for at takke for godt samarbejde i mange år. Her er han sammen med Vivian Sauer Lange.
Michael Lehnshøj har taget imod stafetten og afleverede en Manitou-teleskoplæsser af de store til Thomas Lindboe og søn Anders Lindboe fra Slagelse Liftudlejning.
Selv om der er god plads i Scantrucks sjællandske afdeling i Ringsted, så bliver der trængsel, når omkring 350 gæster kigger ind til afskedsreception for Finn Lehnshøj.
Tilbage