Manitou roterer over 20 meter med syv tons
15-06-2017 Manitou roterer over 20 meter med syv tons

To nye rotationsteleskoplæssere byder ind med helt nye muligheder for byggebranchen

Syv tons løftekapacitet op over de 20 meter i en teleskoplæsser med rotation. Det har markedet ikke set tidligere, men franske Manitou har netop lanceret maskinen, der kan præstere den tunge last i den store højde.

Maskinen hedder Manitou MRT 2470 og er en af to nye rotationsteleskoplæssere, som fabrikken netop har løftet sløret for. Dermed imødekommer Manitou ønsker fra et særdeles dynamisk europæisk byggemarked også med maskinen Manitou MRT 3050, som løfter op til fem tons op i en maksimal løftehøjde på 30 meter.

Begge maskiner er iklædt nydesignet chassis, som blandt andet også omfatter en nydesignet kontravægt ti at sikre perfekt stabilitet, også når der arbejdes med maksimal belastning øverst oppe.

Den store MRT 3050 har en dobbelt hydrostatisk transmission og præsterer en tophastighed på 40 km/t. En Mercedes Final Tier IV-motor med 176 hk i motorrummet sørger for, at der er rigeligt med kræfter i maskinen til alle funktioner.

 

Nye standarder

Selv om MRT 2470 er mindre i rækkevidde, sætter den nye standarder for roterende teleskoplæssere, når det kommer til løftekapaciteten på hele syv tons op i 24 meters højde. Maskinen har hydrostatisk ”shift-on-fly”-transmission, som giver maskinføreren frit valg mellem en manuel eller en automatisk gearkasse. Også MRT 2470 præsterer op til 40 km/t.

Som en helt special finurlighed er det muligt at få MRT 2470’eren leveret med en elektronisk styret trappe med et ekstra trin, som glider ud, når maskinens stabilisatorer er i brug. Det gør det endnu nemmere at komme ind og ud af kabinen. Maskinen kan tillige hæves 23 centimeter med stabilisatorerne nede.

Hvis maskinen skal køre inden døre, er der mulighed for at få maskinen leveret med hybrid motorkraft, så der kan skiftes til el-drift.

 

Tålmodighed og forventning

Hos den danske Manitou-importør, Scantruck A/S, har produktchef Per Lindenborg store forventninger til de to nye, som sender det franske udbud af roterende teleskoplæssere op på hele ni modeller.

”Vi må væbne os med tålmodighed og forventning et stykke tid, inden vi får MRT 2470 og MRT 3050 at se i Danmark. De to maskiner er lige præsenteret, og fabrikken begynder nu så småt at sende dem ud i dagslyset. Vi regner med at kunne levere de første i Danmark i første kvartal 2018”, siger Per Lindenborg.

 

Manitou har lanceret nye roterende teleskoplæssere. MRT 3050 kan løfte op til fem tons og med en løftehøjde på op til 30 meter.
Tilbage