International designpris til 14 tons læssemaskine
20-03-2017 International designpris til 14 tons læssemaskine

Weycors nye topmodel AR250e har fået IF Design Award

Stil, elegance og godt design i en 14 tons gummiged…?

Jo, når geden hedder Weycor AR250e. Den tyske producent af små og mindre gummihjulslæssere har netop modtaget den internationale designpris IF Design Award, som hvert år uddeles for det bedste design inden for en række forskellige områder.

Weycor sendte AR250e på markedet i 2016. Den har taget rollen som den absolutte nye topmodel i Weycors store serie af gummihjulslæssere, som totalt omfatter 14 modeller. De spænder fra den mindste AR30 på 2150 kg til den nu prisbelønnede AR250e på 14 tons.

Det er Scantruck, som siden 2006 har været dansk importør og forhandler af de tyske læssemaskiner. Her glæder produktchef Per Lindenborg sig over den fornemme hæder. 

 

Designet en vigtig del

”Ofte forbinder man godt design med finere brugskunst eller mode. Derfor er det glædeligt, at IF Design Awards jurymedlemmer har været bevidste om, at godt design også er en vigtig del af maskiner til entreprenører og landbruget. Foruden mange kræfter, har design og funktioner jo helt afgørende betydning for arbejdet med maskinerne”, siger Per Lindenborg.

Scantruck nåede lige at præsentere den nye Weycor-læsser i 2016. Maskinen fik dansk premiere på Agromek i de sidste dage af november. Weycor AR250e rummer fra 2,4 til 3 kubikmeter i skovlen. Blandt de fine features, som design-dommerne også har haft blik for, er en kabine med masser af plads og fuldt udsyn hele vejen rundt. Et avanceret ventilationssystem giver et godt indeklima, og udluftningsfilteret sidder på maskinens øverste støvfrie sted. Overtryk i kabinen bidrager også til at sikre ren luft for maskinføreren, som tillige kan glæde sig over et meget lavt støjniveau.

 

Produktchef Per Lindenborg med et eksemplar af Weycor AR250e. Maskinen kan nu smykke sig med den fornemme internationale hæder IF Design Award.
Tilbage

Hjemmesiden bruger cookies. De er ufarlige og bruges til bl.a. anonym trafikmåling. Ved brug af vores hjemmeside, accepterer du vores brug af cookies.

Acceptér cookies