Hvad sker der hos Scantruck?

Følg med i vores mange spændende nyheder her på websitet eller tilmeld dig vores nyhedsbrev. Vi bringer løbende en række nyheder om Manitou, Komatsu, Weycor, SENNEBOGEN, McCloskey, PB Platforms, Platform Basket, Geismar og vores øvrige leverandører og samarbejdspartnere. Få også relevante cases fra vores verden og læs mere om, hvordan vi løser opgaver inden for entreprenør- og byggebranchen, industrien og landbruget. Læs også vores pressemeddelelser, stillingsopslag og navnenyt – og bliv klogere på alt det, der foregår hos Scantruck.
 
Vælg gerne de nyheder, der præcist passer til dig. Klik videre med navigationen ovenfor og hent inspiration om det, der interesserer dig allermest. God fornøjelse.
 
10-10-2016 Erfarne minilæsser-folk klar med Mustang-forhandling

Vestergaards Maskinservice ved Vodskov ny forhandler i Nordjylland

Det gik ikke helt som forventet, da Ole Vestergaard, grundlægger af Vestergaards Maskinservice ved Vodskov, ville hjælpe en bekendt med en maskinhandel. Sammen kørte de til Scantruck A/S i Skive, hvor Ole Vestergaard skulle vejlede om en Komatsu-gravemaskine. Den viste sig at være helt i orden, så den tog den bekendte med hjem. Hvad Ole Vestergaard ikke havde forudset var, at han selv ville komme hjem med forhandling af amerikanske knækstyrede Mustang-minilæssere.

I det daglige er det nu Ole Vestergaards søn, Martin Vestergaard, og svigersøn Laurits D. Vestergaard, der driver maskinfirmaet på Vestvej ved Vodskov. De er godt tilfredse med, at firmaets nestor tog en tur til Skive, hvor han mødte Scantrucks Carsten Frederiksen. Han er distriktschef for Mustang-mærket og stod og manglede en kapabel forhandler i Nordjylland.

”Vi kendte ikke hinanden i forvejen. Men jeg forstod hurtigt, at Vestergaards Maskinservice var helt oplagt som Mustang-forhandler. Både Martin og Laurits Vestergaard har i forvejen stor erfaring med minilæssere. Firmaet har tidligere haft forhandling af to andre mærker, og både salgs- og servicemæssigt er Vestergaards Maskinservice helt rigtigt. Mustang bliver et hovedmærke i Vodskov, og det har stor betydning for kunderne”, siger Carsten Frederiksen.


Minilæsser-tradition

Ole Vestergaard lagde grunden til maskinfirmaet i 2001, da han begyndte at lave service på minkfodermaskiner. Hen ad vejen udviklede virksomheden sig, og i dag er Vestergaards Maskinservice forhandler af blandt andet Polaris ATV’ere, skovvogne og Taifun-brændeprocessorer. 

”I en årrække solgte vi et par andre minilæsser-mærker. Derfor er der nærmest skabt tradition i området for, at det er hos Vestergaard, man køber minilæssere. Der er ingen tvivl om, at Mustang vil blive vel modtaget af vore nordjyske kunder. Den første Mustang AL406 er allerede på vej ud af døren, og yderligere en maskine følger efter. Så det må sige at være en fin start”, siger Martin Vestergaard.

Det er ham, Mustang-kunderne kommer til at møde, når der skal handles nye, gule amerikanere. Når det gælder service, er det Laurits Vestergaard. Han styrer værkstedet, mens Martin Vestergaard tager sig af salg og administration. Sammen går de to svogre nu på jagt efter en servicemand til bemanding af en af firmaets to servicevogne. 


Ansat i fem år – svigersøn i otte

I 2014 blev Ole Vestergaard ramt af sygdom. Derfor vendte Martin Vestergaard hjem til firmaet ved Vodskov i marts 2015 og tog over efter sin far. Martin Vestergaard har tidligere været udkørende montør hos firmaet Hydroscand. Laurits Vestergaard har været fast mand hos Vestergaards Maskinservice i fem år. Dengang havde han allerede været svigersøn i tre år. 

Han bliver primus motor, når der fremover skal leveres kundetilpassede Mustang-minilæssere. 

”Maskinerne skal naturligvis opfylde kundernes behov, og derfor er vi også klar til at lave specialløsninger. Vi har stor erfaring i både udvikling og ombygning af mange maskiner. En af vore nicher er pilehøstere til energipil. Det er sukkerrørshøstere, som vi for importøren har ombygget til pilehøstere. Dem servicerer vi nu både i indland og udland”, fortæller Laurits D. Vestergaard.


24 timer

”Nu er det Mustang-maskinerne, der har førsteprioritet, og vi er klar til at rykke ud og demonstrere i hele det nordjyske område. Lige som vi er klar med 24 timers service, hvis kunderne får behov”, siger Martin Vestergaard.

Scantruck har været dansk importør af de amerikanske minilæssere siden 2013. Mustang-historien rækker imidlertid helt tilbage til 1800-tallet, hvor det hele startede med en mindre maskinproduktion. I 1960 begyndte Mustang som en af de første at bygge skridstyrede læssemaskiner. I dag kan den danske importør byde på et bredt program i knækstyrede minilæssere fra 1700 til 3300 kg.

 

Svogrene Martin (til højre) og Laurits, begge med efternavnet Vestergaard, er klar til at lade den amerikanske Mustang vrinske i Nordjylland. Vestergaards Maskinservice er Scantrucks nyeste Mustang-forhandler.
Scantrucks distriktschef Carsten Frederiksen (i midten) har store forventninger til samarbejdet med Laurits Vestergaard (til venstre) og Martin Vestergaard. Mustang er det nye hovedmærke hos Vestergaards Maskinservice ved Vodskov.
Tilbage