Servicefolk til servicetjek
26-05-2016 Servicefolk til servicetjek

Scantruck har bragt Danmark helt i front med service af maskiner.


De dyreste maskiner er dem, der holder stille. Det er en kendsgerning såvel inden for bygge- og anlægsbranchen som inden for landbruget. Derfor finder voksne mænd jævnligt pennalhuset frem og sætter sig på skolebænken hos Scantruck, som er dansk importør og forhandler af verdens førende mærke i teleskoplæssere, franske Manitou. 

– Vore montører og andre servicefolk er løbende på kurser for konstant at være opdateret på nye maskiner, nye modeller eller bare ændringer i modelprogrammet. Vi har netop gennemført et kursus med koncentreret fokus på to modeltyper, hvor servicefolkene er kommet alt igennem, fortæller teknisk chef Eskild Jensen hos Scantruck.

Den danske forhandler har så mange servicefolk, der løbende skal til servicetjek, at kurserne foregår på hjemmebanen i Skive. Her deltager også kolleger fra den sjællandske afdeling i Ringsted og ind imellem fra servicepartnere i Sverige, hvor Scantruck også har Manitou-forhandlingen. Det betyder, at kursusholdene altid er store nok til, at læreren kommer til eleverne – og ikke omvendt.


Mest grej til diagnose

– Vi har netop haft besøg af Guillaume Jouis fra Manitou-hovedkvarteret i Frankrig. Han har selv været med i udviklingen af en række maskiner og er nu teknisk instruktør på højeste niveau. Han besøgte os i en uge og opdaterede et hold af vores montører i alt om de pågældende maskiner. Dels med masser af teori i vores kursuslokale og dels helt praktisk med avanceret grej til diagnosticering i værkstedet, siger Eskild Jensen. 

- Scantruck har faktisk det største antal diagnose-værktøjer af alle landes forhandlere i forhold til antallet af maskiner, fortæller Scantrucks tekniske chef.

– Det er helt afgørende, at vi konstant er opdateret på den nyeste teknologi og tillige kan lave hurtig diagnosticering af kompliceret elektronik. Vore servicefolk skal finde fejlene og udbedre dem hurtigt, så kunderne kan komme videre med deres arbejde. Vi er så gode til det, at vi ubetinget er helt i front på service blandt samtlige Manitou-forhandlere, fastslår Eskild Jensen.

Der udvikles konstant på Manitou-maskinerne, og derfor er det nødvendigt at opdatere servicefolkene løbende. Både med teoretisk viden og praktisk brug af diagnose-værktøjer.
Lydige og lyttende ”elever” får tekniske fiduser af ”læreren”, instruktør Guillaume Jouis, som selv har været med i udvikling af adskillige Manitou-maskiner.
Tilbage