125 tons Komatsu-jern i ét hug til Henning Have
24-03-2017 125 tons Komatsu-jern i ét hug til Henning Have

Vejen-entreprenøren overraskede erfaren maskinsælger med uventet ordre

Maskinhandler i den størrelsesorden, hvor der skal tælles mange nuller på slutsedlen, falder som regel i hak efter en del snak frem og tilbage. Men ikke da entreprenør Henning Have tog turen fra firmadomicilet i Vejen til Agromek i Herning. Der var ingen forudgående aftale om en større handel, da han gik ind på Scantruck-standen og fik fat i Key Account Manager Poul Erik Nielsen.

”Jeg fortalte Poul Erik Nielsen, at jeg godt kunne bruge omkring 125 tons Komatsu-jern, hvis vi kunne blive enige om en pris. Så gik jeg en tur på Agromek og vendte tilbage en time senere. Da havde Poul Erik så regnet på tingene, og vi handlede”, fortæller Henning Have.

Fire gravemaskiner fra 17 til 50 tons med diverse udstyr er ikke lagervare. Men forleden rullede en kortege af maskintransporter så ind på Engvej i Vejen, efter at blokvognen med den største af maskinerne også havde forceret den sidste rundkørsel på turen.

”Godt at der ikke er et skilt med, at varer skal afleveres ved bagdøren”, konstaterede en af Henning Haves mange medarbejdere, som fik sig én på opleveren, da forsendelsen rullede ned ad ramperne.

 

Syv på et år

De skinnende nye, gule Komatsu-gravemaskiner er en PC170LC-10 på godt og vel 17 tons, to styk PC240LC-11 i vægtklassen omkring 25 tons, samt den store PC490LC-11, som tynger badevægten med godt 50 tons. Hertil diverse skovle, Rotitilt og andet, så forsendelsen fra Skive til Vejen nåede op omkring de 125 tons.

Dermed har Henning Have skikket bud til Scantruck efter i alt syv store Komatsu-maskiner inden for det seneste år.

”Erfaringsmæssigt véd vi, at Komatsu laver driftssikre maskiner. Vi har altid haft mange Komatsu’er, siden vi købte de første hos den daværende importør, KFD her i Vejen. Da Scantruck fik importen, fortsatte vi naturligvis med at købe Komatsu. Maskinførerne er glade for at køre med dem, og mærket har virkelig rykket sig med de nye modeller både hos gravemaskinerne og gummigederne”, siger Henning Have.

Efter at have talt et par gange, når Vejen-entreprenøren op på, at han i øjeblikket har 27 Komatsu-maskiner i flåden.

 

Samme sælger til alle

Selv om Scantrucks Poul Erik Nielsen blev overrasket over ordren på Agromek, var der tale om en behersket overraskelse. Han véd nemlig godt, at der kan ske lidt af hvert, når Henning Have dukker op. Det er faktisk Poul Erik Nielsen, der har leveret samtlige Komatsu-maskiner til Entreprenør Henning Have A/S. Også da det var KFD i Vejen, der havde importen.

”Jeg har altid kun handlet med Poul Erik Nielsen, så han har leveret hver og én Komatsu, vi har købt. Den første i 2005. Så vi kender efterhånden hinanden nogenlunde. I virkeligheden betragter vi Poul Erik Nielsen som en ven af huset, og han kigger jævnligt ind for en snak og en kop kaffe. Også selv om vi ikke har aktuelle planer om nye maskiner”, fortæller Henning Have.

De fire nye gravemaskiner afløser fire andre, hvoraf to også er Komatsu’er. Hertil kommer så to af andre mærker, som nu skiftes ud med Komatsu-maskiner.

 

Overraskelse til maskinførere

”De gør det rigtig godt. Den nye 50-tons gravemaskiner PC490LC-11 afløser en tilsvarende, som modelmæssigt hedder PC450. Den har kørt tæt på 17.000 timer. Totalt har de fire maskiner, vi nu skifter ud, kørt i omegnen af 57.000 timer”, forklarer Vejen-entreprenøren.

To af de fire faste maskinførere, der har fået nye sæder med meget mere, fik sig i øvrigt en overraskelse. De anede intet, da de mødte på arbejde den morgen, da maskintransporterne rullede ind i Vejen. De to andre havde fået et praj på forhånd om, at der var nyt maskineri på vej.

Det er Christian Andersen, der har indtaget den nye 17 tons-maskine PC170LC-10, som er leveret med forskelligt specialudstyr. Christian Andersen laver meget kloakarbejde med sin gravemaskine, og derfor har det været oplagt at forsyne den med Rototilt.

Morten Bagger og Glen Hansen har begge sat sig i nye PC240LC-11’ere. Mikkel Baunsgård tumler de 50 tons med modelbetegnelsen PC490LC-11. Alle fire maskiner er udstyret med Leica-styring. De tre med 2D-styring, mens den største maskine har fået 3D. 

 

Fire nye Komatsu-gravemaskiner, fire maskinførere og en entreprenør. Fra venstre er det Christian Andersen (PC170LC-10), Glen Hansen (PC240LC-11), Morten Bagger (PC240LC-11) og Mikkel Baunsgård (PC490LC-11). Entreprenør Henning Have har taget rollen som bagstopper.
Omkring 125 tons flunkende nye Komatsu-gravemaskiner afleveret i Vejen og klar til indsats for Entreprenør Henning Have A/S.
En glad og særdeles tilfreds Henning Have, som nu har 27 Komatsu-maskiner i sin virksomhed.
Scantrucks Key Account Manager Poul Erik Nielsen (til venstre) stikker på poten med entreprenør Henning Have efter leveringen af fire nye Komatsu’er i ét hug.
Tilbage