Scantruck klar til en hel håndfuld Bauma
08-03-2016 Scantruck klar til en hel håndfuld Bauma

De danske maskineksperter rykker til München for at være med til at repræsentere fem markante mærker.


Det giver særlige udfordringer at være helt i front blandt Danmarks importører og forhandlere af småt og ikke mindst stort til entreprenørbranchen. Der bliver således talt om en hel håndfuld Bauma-udfordringer, når et stort kontingent Scantruck-folk rykker til München i en uge. De skal medvirke til den optimale præsentation af ikke færre end fem markante maskinmærker. Det er Komatsu, Manitou, Atlas/Weycor, Mustang og McCloskey.

- Det er femte gang, jeg deltager i Bauma i Komatsu-regi. Totalt har jeg været med på verdens største entreprenørmesse endnu flere gange. Jeg glæder mig lige meget hver gang, fordi Bauma er en helt fantastisk messe, siger Poul Erik Nielsen, som er Scantrucks Key Account Manager for Komatsu. 

Netop Komatsu bliver hovedmærket for Scantruck på Bauma. Japanske Komatsu er verdens næststørste producent af maskiner til entreprenørbranchen, og dét kommer til at skinne tydeligt igennem på Bauma. Totalt rykker Komatsu ind på 7000 kvadratmeter udstilllingsareal og møder med flere end 30 maskiner.


Mange danske kunder

- Vi regner med besøg af rigtig mange danske kunder i løbet af messeugen, hvor der konstant vil være Scantruck-folk hos alle vore fem mærker. Komatsu præsenterer en række spritnye modeller og tillige mange opgraderinger af kendte maskiner. En af de spændende er dozeren D85EXi/PXi-18, som er udstyret med integreret intelligent maskinstyring. Da systemet er integreret fra fabrikken, skal maskinføreren ikke kravle rundt og montere eller fjerne antenner, og der er hverken kabler eller elektriske forbindelser at bekymre sig om, før man begynder at doze, forklarer Poul Erik Nielsen.

Nedbrydningsbranchens folk vil formentlig kaste interesserede blikke på Komatsus nye langtrækkende gravemaskine PC490LC-10. Der er tale om en demolition-maskine bygget specifikt til nedbrydning. Den blev oprindelig præsenteret på Intermat i Paris i fjor, men serveres på Bauma med helt ny hydraulisk justérbar undervogn. Den sikrer yderligere stabilitet og dermed også længere rækkevidde, end med standard-undervogn.

- PC490LC-10 er opgraderet med ny motor, som naturligvis lever op til de nyeste emissionskrav. Samtidig har den fået et nyt system til skift af bom og stik, siger Poul Erik Nielsen.

Blandt de mange Komatsu-nyheder er også gummihjulslæsseren WA470-8, hvor det er lykkedes Komatsu-konstruktørerne at optimere ydelse og effektivitet yderligere. Stage IV-motoren bruger op til otte procent mindre brændstof, end hos forgængeren, og gummigeden er også optimeret på flere andre områder.


Fra Atlas til Weycor

Når portene slås op til Bauma, er det samtidig farvel til maskinnavnet Atlas. Den tyske producent skifter til det hidtidige binavn Weycor. En manøvre, som Scantruck i øvrigt allerede har gennemført. Og Weycor er klar til at præsentere en ny topmodel på messen i München. Familiens hidtil største læssemaskine, AR 105e, før en storebror i skikkelse af AR 250e på ikke mindre end 14 tons. 

Weycor-folkene vil også kunne fortælle om det nyudviklede Start & Stop-system, som stopper motoren efter otte sekunders inaktivitet og starter den igen øjeblikkelig ved berøring af joystick, gaspedal eller rat. Systemet slut-testes i øjeblikket med fem maskiner, hvoraf en af overladt til Scantruck i Danmark.

Også amerikanske Mustang lancerer en ny topmodel på Bauma. Helt exceptionelt har den dog allerede været præsenteret på en udstilling. Nemlig Scantrucks egen årlige messe ScanMek i slutningen af januar. Her havde den danske forhandler mulighed for snigpremiere på Mustang AL708 i skikkelse af den eneste eksisterende prototype. 


McCloskey-nyt på alle områder

Scantrucks produktchef for de irsk/canadiske knusere, sorterer og transportører fra McCloskey, Morten Gren Pedersen, kommer til at præsentere nyheder på alle områder. McCloskey har ny feeder-stacker, ny knuser, ny sorterer og også en ny borerig. 

- Og ikke nok med dét. Hele fabrikkens set-up på Bauma er også nyt. McCloskey er ekspanderet voldsomt inde for de seneste år, og det kommer til at smitte af på præsentationen i München. Standen bliver 25 procent større end på Bauma i 2013, og alt eksteriør og interiør er nydesignet, fortæller Morten Gren Pedersen.

Blandt de nye McCloskey-maskiner, han skal vise frem for danske kunder, er den nye feeder-stacker ST80TF, som er i den tunge ende af transportører. Maskinen har et 900 mm bredt og 24 meter langt bånd, og ST80TF kan levere op til 750 tons i timen. Trods stort ydre og tilsvarende kapacitet, er maskinen bygget til hurtig sammenpakning og nem transport. 

D85EXi-18 med integreret maskinstyring bliver en af de varme Komatsu-nyheder på Bauma.
Arbejdshøjde op til 28 meter og justérbar undervogn til sikring af yderligere stabilitet. Komatsu PC490LC-10 demolition-maskinen forventes at vække stor interesse hos nedbryderfolket.
Den nye McCloskey feder-stacker er bygget til at få noget fra hånden. Transportøren har en kapacitet på op til 750 tons i timen.
Tilbage