19-05-2015

Fast besætning suppleres med gæstestjerner når der bydes på maskin-rock på dyrskuer landet over

Seks maskiner udgør grundstammen, når The Scantrucks hen over sommeren drager på turné Danmark rundt. Undervejs får den faste besætning selskab af forskellige gæstestjerner. Tilsammen går The Scantrucks på scenen ikke færre end otte steder rundt om i Danmark.

Det er tid for dyrskue, og landets bredest funderede maskinfirma tager turen rundt på rækken af de største fester for folk, fæ og maskiner. Scantruck lægger ud med at vise både Manitou-teleskoplæssere, Komatsu’er og Atlas-maskiner på Det Sønderjyske Fællesdyrskue i Aabenraa fredag den 29. og lørdag den 30. maj.

Netop den weekend gribes der dybt i forsyningen af maskiner i Scantruck-hovedkvarteret i Skive. Lørdag den 30. og søndag den 31. maj er Scantruck nemlig også på plads med både Manitou, Komatsu og Atlas på Landbrugsmessen på Gammel Estrup på Djursland.

Både i Aabenraa og på Gammel Estrup er Scantrucks regionale forhandlere med og præsenterer Mustang-maskiner.

 

Hektisk og sjovt

- Vi får en hektisk tid med de store dyrskuer og andre udstillinger frem til den store branchemesse Have & Landskab ’15 i Slagelse i slutningen af august. Og så lige efter, at vi har haft travlt i tre dage på entreprenørudstillingen E&H ’15 i Herning. Men også en sjov tid, og vi glæder os, fastslår salgschef Henrik Kirketerp-Møller hos Scantruck.

- Duften af dyrskuer er for Scantruck-folk lige som duften af savsmuld for cirkusheste. Så skal der ske noget. Vi skal vise, hvad vi kan, siger Henrik Kirketerp-Møller.

Stort i Roskilde

Efter den hektiske weekend med dyrskuer både i Sønderjylland og på Djursland, gælder det landets største dyrskue og folkefest, Roskilde Dyrskue, fra fredag den 5. til søndag den 7. juni. Her har Scantruck sikret sig en 600 kvadratmeter stor stand, som fores med maskineri fra hele import-paletten. Komatsu-gravemaskiner og gummihjulslæssere får selskab af Manitou landbrugslæssere i en række modeller. Også begge ”de små” kommer med til Roskilde. Nemlig læssemaskinerne fra Atlas og Mustang. Scantruck satser tillige på at præsentere det irsk/canadiske knuser- og sorterer-mærke McCloskey på Roskilde Dyrskue.

Både på Det Fynske Dyrskue i Odense fra den 12. til den 14. juni og på Hjørring Dyrskue weekenden efter, den 19.og 20. juni, går Manitou-læsserne hovedrollerne med opbakning fra Komatsu, Atlas og Mustang.

Den egentlige dyrskue-turné rundes af i Herning, når Landsskuet er på plakaten fra 2. til 4. juli. Også her viser Scantruck både Manitou, Komatsu, Atlas og Mustang.

Bornholm og Slagelse

- I august rykker vi så langt mod øst, som vi kan inden for landets grænser. Vi glæder os til igen at være med på Store Legedag – Nyker Maskin- & Truckershow på Bornholm. Det er en to-dages begivenhed fredag den 7. og lørdag den 8. august, hvor vi naturligvis benytter lejligheden til at vise vore maskiner for folkene på solskinsøen, siger salgschef Henrik Kirketerp-Møller.

Rosinen i pølseenden bliver den store fagmesse Have & Landskab i Slagelse fra 26. til 28. august. Have & Landskab afvikles hvert andet år og trækker sædvanligvis omkring 10.000 besøgende. Scantruck har tradition for at markere sig med repræsentanter for hele familien. Altså maskiner fra alle fem import-mærker.

Scantruck er klar til igen at lade flagene vaje på dyrskuer landet over. Som her i Roskilde.

 

Scantruck med fem markante maskinmærker på Have & Landskab i Slagelse er ensbetydende med masser af gæster, der vil høre nærmere og kigge maskinerne efter i sømmene.


  Tilbage